HR Netværket er et fagligt netværk for HR ansvarlige i mindre og mellemstore virksomheder – og der åbnes nu for nye medlemmer.
18. november 2022
HR Netværket faciliteres af Lyngs Management, og her har medlemmerne mulighed for at få sparring på HR relaterede problemstillinger, drøfte HR opgaver understøttet af de nyeste modeller, metoder, og teorier mv.
- Netværket har for mig haft den betydning, at man mødes på neutral grund og har en åben og fortrolig dialog om de udfordringer, frustrationer og succeser vi hver især har, fortæller Kia Nielsen fra Multi:IT A/S. Det er et fagligt pusterum, hvor man får mulighed for at reflektere over sin egen hverdag, og hjælpe dem man sidder i gruppe med.
- Det gode er, at selvom vi alle kommer fra vidt forskellige brancher, så sidder vi alle på et stadie i arbejdslivet med samme udfordring, så derfor kan vi alle hver især spejle os i udfordringen et medlem sidder over for.
“Netværket har for mig haft den betydning, at man mødes på neutral grund og har en åben og fortrolig dialog om de udfordringer, frustrationer og succeser vi hver især har”
Kia Nielsen, Multi:IT A/S
Også Lotte Krogh fra ERPgruppen er glad for netværket:
- HR netværket giver mig utrolig god sparring omkring hvordan opgaver klares i virksomhederne. Der ligger mange opgaver i denne betegnelse og vi har i denne gruppe mulighed for at sparre med hinanden, omkring opgaverne. Vi giver hinanden en masse inspiration, og drøfter hvordan vi kan give tingene an.
Både Lotte og Kia har deltaget i netværket siden starten, og anbefaler andre at deltage:
- Selvom det i nogens øre nok lyder af meget at man mødes så ofte, så går tiden bare rigtig hurtigt, når vi mødes, og man får altid ”noget med hjem” ved at deltage, forklarer Kia. Jeg vil til hver en tid anbefale netværket til andre, som har et ønske om både faglig og personlig udvikling. Netværk er en god investering, men naturligvis skal man være indstillet på at ville vælge det til og give noget af sig, for selv at modtage udbytte.
- Vi har haft et godt LINKED seminar, talt om medarbejderhåndbogen, trivsel, fastholdelse af medarbejder, afvikling af medarbejder, kontrakter, samtaler mm., supplerer Lotte.
Mere om HR Netværket
Der bliver arbejdet med konkrete og praksisnære indlæg og cases, således at medlemmerne bliver klædt bedre på til HR:
- Tiltrække – med fokus på forskellige rekrutteringsprocesser
- Fastholde – med fokus på trivsel, kommunikation og samarbejde
- Udvikle – med fokus på kompetenceløft, motivation og modstand mod forandringer
- Afvikle - med fokus på at sikre en god fratrædelsesproces.
Endvidere er netværket et ”åndehul”, hvor der kan erfaringsudveksles mellem medlemmerne, med respekt for HR arbejdets sensitive karakter.
Medlemmerne deler redskaber og inspirerer hinanden til løsning af HR opgaven, de deler viden og bidrager med aktiv og personlig involvering.
Pris for deltagelse i netværket: 2.500 kr. /årligt. Vi mødes årligt 6 gange á 2,5 time.
Målgruppen er primært HR ansvarlige samt ejerledere.
Næste netværksmøde er 15. december fra 09-11.30
Er du interesseret i netværket og gerne vil høre mere – eller kunne du tænke dig at opleve netværket, så send en mail til Majbritt Lykke Sørensen fra Business Kolding.