Andersen Partners Advokatfirma og Foreningen Business Kolding præsenterer de tre nominerede til titlen som Årets Iværksætter 2019.

28. januar 2020

Vinderen kåres torsdag 28. februar 2019, hvor Foreningen Business Kolding inviterer til Awardshow 2020 på Comwell i Kolding. De nominerede er...

Eden Outcast

Eden Outcast er en Kolding-virksomhed med internationalt perspektiv. Bag Eden Outcast står iværksætter og designer Nina Frederikke Thomasen Jensen. Hun blev uddannet industriel designer, og har derefter arbejdet i modebranchen. I dag designer hun lysestager, vaser og spejle i blandt andet krystal, keramik og messing helt fra bunden.

Interiør har altid haft hendes interesse, og selv om det ikke lå i kortene at Nina skulle være iværksætter, så fik hun efter endt barsel mulighed for at lave en lille test-kollektion, og hun deltog for første gang på Formland i Herning i august 2017 – med stor succes. Kort tid efter var hendes produkter at finde i magasiner som Bo Bedre, og de har siden da også deltaget på internationale messer

Bag Eden Outcast står iværksætter og designer Nina Frederikke Thomasen Jensen

Navnet Eden Outcast kom til hende allerede under studiet. Eden henviser til Edens Have, hvor alt er perfekt, mens Outcast henviser til at blive smidt ud af Edens Have, at gå egne veje. To ting der passer godt på Ninas designs.

“ALT er designet helt fra bunden, med vægt på en stor detaljerigdom, overflader, kvaliteter og anderledes faconer.”

Interiørdesignet er helt anderledes, end det man ellers ser på markedet. Designet er kunstnerisk og moderne i udtrykket, og i høj grad præget af naturen, som Nina holder meget af. ALT er designet helt fra bunden, med vægt på en stor detaljerigdom, overflader, kvaliteter og anderledes faconer. Hvert produkt har en unik historie, bl.a. er en af vaserne inspireret af et træ i Kolding, som Nina passerer på gåturen.

Stilen er international, men den er også klassisk og tidsløs, og passer ind i de fleste hjem. Nina ønsker at gøre op med trenden, om at vi skal købe billigt, for at smide væk efter kort tid. Hun har fået nok af vor tids overproduktion, og vil derfor gerne skabe langtidsholdbare designs, der har noget på hjerte, og derfor finder man ikke sæsonbetonede ting, der udgår af sortimentet efter kort tid, men eksklusive og unikke designs, der holder i mange år.

Nina er kompromisløs omkring sit design og sin virksomhed, hun ved hvad hun vil, og har altid en fornemmelse i maven af, hvad der er rigtigt. Virksomheden er fra starten finansieret af egne penge, og har fået lov til at vokse organisk. Eden Outcast pitchede i 2019 for et panel, for at få et lån via Startup Boost, men fik i stedet en investering i virksomheden, der gør, at de nu kan tage næste skridt..

Besøg virksomheden på www.eden-outcast.com.

 

NextGenIT

NextGenIT APS så dagens lys tilbage i foråret 2019, og siden er det gået stærkt. Selskabet blev stiftet af John Guldager Ravn, Allan Mogensen, Nichlas Baun og Claus Glerup Jensen. Der udover tæller virksomheden tre medarbejdere, og netop medarbejderne er virksomhedens største aktiv.

Virksomhedens primære fokus er rådgivning, salg, implementering og drift af high-end IT Sikkerhed – baseret på teknologier og platforme fra verdens førende udbyder af enterprise firewalls fra det amerikanske firma Palo Alto Networks. Selv om virksomheden er under ét år gammel, så tæller kunderne allerede nogle af de allerstørste danske virksomheder, lige som de hjælper lokale kunder i Kolding-området med deres IT-setup.

Fra venstre: Morten Koch, Allan Mogensen, Nichlas Baun, John Guldager Ravn, Morten Gade Christensen, Jan Poulsen.

De fire partnere har siden opstarten været enige om, at virksomheden skal drives med god ledelse, og at de vil tiltrække de største talenter på området. Deres konsulenter er alle uddannet inden for IT sikkerhed, IT netværk og IT infrastruktur og har i gennemsnit omkring 25 års erfaring. Flere medarbejdere er godkendt af PET, Politiets Efterretningstjeneste, og uddannet som etiske hackere. De har også en konsulent, der har været på uddannelse hos United States Department of Homeland Security.

Det er ikke kun hos medarbejderne, der ligger en masse talent. NextGenIT’s bestyrelsesformand er ingen ringere end Morten Gade Christensen, som i 2016 blev kåret som ”CIO of the Year” i hans rolle som IT Direktør/CIO hos Energinet. I december 2019 blev han udnævnt som ”CIO Of The Year Europe”, som den første dansker nogensinde.

“Selv om virksomheden er under ét år gammel, så tæller kunderne allerede nogle af de allerstørste danske virksomheder, lige som de hjælper lokale kunder i Kolding-området med deres IT-setup.”

NextGenIT har til huse i den smukke Merkur bygning på Haderslevvej, og de flotte lokaler vises stolt frem for kunder fra hele verden. Lokalerne rummer ikke bare en masse talent inden for branchen, men også en helt speciel kultur, hvor åbenhed og ærlighed er helt naturligt. I en travl hverdag fylder humor meget, det skal være sjovt at være på arbejde.

Som ny virksomhed skabes kulturen hen ad vejen, og medarbejderne er med til at forme den. Trænger man til et break fra hverdagen, så bygges der med Lego. På kontoret står to kæmpe store Starwars figurer. De fejrer succeser – og ringer med klokken, når en ny ordre er kommet i hus, og så har de en helt speciel fredagstradition, hvor de holder åbent hus og inviterer på et glas vin eller portvin.

Selv om de har en travl hverdag, så har de også overskud til at hjælpe andre. Blandt andet har Folkekøkkenet en helt speciel plads i deres hjerter. De hjælper også gerne de mange iværksættere, der løbende ringer for at få gode råd om at starte virksomhed.

NextGenIT er på en spændende rejse ind i fremtiden, og har formået at tjene penge allerede det første år. Også 2020 bliver et spændende år, hvor de forventer at lande en del store kontrakter. Vi har her med en virksomhed at gøre, som typisk vil ligge i Århus og København, men som i høj grad har formået at sætte Kolding på landkortet. .

Besøg virksomheden på www.nextgenit.dk.

 

ÅBEN

Mikrobryggeriet ÅBEN startede som en god idé tilbage i 2016, hvor Philip Hulgaard og Johannes Karstoft var ude at rejse. Da de kom hjem, købte de en stor gryde, og gik i gang med at brygge øl.

Philip arbejdede med skatteret, og Johannes drev eget landbrug, og de vidste INTET om at brygge øl, da de stiftede virksomheden, og måtte derfor ud i verden og lære af de bedste. De kontaktede derfor 15 bryggerier, som alle tog imod dem med åbne arme. Det var da også den oplevelse, der inspirerede til navnet ÅBEN.

Siden er det gået stærkt. Johannes har siden trukket sig ud af virksomheden, for at koncentrere sig om sit landbrug, mens Philip for alvor har fået gang i forretningen, der gav overskud i både 2018 og 2019.

Philip Hulgaard i bryggeriet, der ligger på en gård i udkanten af Kolding

Ordet ”ÅBEN” har også inspireret til den lidt specielle etiket, der pynter på flaskerne. Etiketten er åben foran, så man kan se, hvad der er i – og her finder man kun naturlige råvarer. Malten bliver dyrket på marken lige uden for døren til bryggeriet, der ligger på en gård i udkanten af Kolding. Byggen bliver høstet og maltet, brugt til øllet og restproduktet bliver hentet af en landmand, der bruger det til sine køer. Ingen spild. De producerer omkring 100.000 liter øl om året. Cirka 75% er af typen New England IPA’er, men der eksperimenteres også med andre typer af øl.

Faktisk kan Philip rigtig godt lide at nørde med forskellige råvarer og teknikker, og der er da også altid gang i et forsøg i bryggeriet. Derudover er Philip motiveret og har en oprigtig interesse for øl. Han er ydmyg over for den hurtige succes, som han godt ved kun har båret frugt ved hårdt arbejde.

“Flere gange om året åbner Philip bryggeriets døre til fællesspisning og ølsmagning – og altid med stor opbakning. Og det med oplevelsen er vigtig for Philip og for ÅBEN.”

Flere gange om året åbner Philip bryggeriets døre til fællesspisning og ølsmagning – og altid med stor opbakning. Og det med oplevelsen er vigtig for Philip og for ÅBEN.

Med åbning af to barer i henholdsvis Århus og Roskilde ønsker han at definere den oplevelse, det skal være at drikke øl. Bryggeriets egen øl flyder ud af de otte haner, der er otte haner med øl fra andre bryggerier, og så er der otte haner, hvor der er plads til helt nye drikkevarer som cider, kombucha, naturvin og cocktails.

Der er 216 bryggerier i Danmark, og der skyder hele tiden nye op. Derfor var glæden også ekstra stor, da ÅBEN i 2019 blev kåret til ”Årets Danske Bryggeri 2019” af medlemmerne af Danske Ølentusiaster. Titlen er tidligere tilfaldet de store anerkendte byggerier som Mikkeller og Amager Bryghus, i 2019 tilfaldt titlen så et lille hyggeprojekt på landet.

Allerede 11 nye kunder i 2020, og der kommer dagligt henvendelser fra mulige forhandlere over hele landet – ja sågar fra udlandet, hvor især Italien er klar til at tage imod den danske øl. Næste skridt i udviklingen er flere tanke i bryggeriet, men hos ÅBEN tager man et skridt ad gangen, så man hele tiden kan levere frisk øl, som giver den store smagsoplevelse.

Besøg virksomheden på www.aabenbryg.com.