For snart to år siden flyttede Atrium Blomster fra midtbyen i Kolding til Mosevej – i mindre lokaler og med kortere åbningstider, og med ønsket om at drive butik på en ny måde. Det sidste nye er døgnåben butik.
5. februar 2019
Da Vibeke Klerke i slutningen af 2016 tog en beslutning om at lukke butikken i Søndergade, var det både fordi kunderne efterspurgte bedre parkeringsforhold, og fordi hun, efter mere end 20 år i detailhandlen, gerne selv ville være med til at bestemme åbningstiderne.
- Allerede fra da jeg åbnede butikken på den nye adresse i april 2017, var det meningen at der skulle være mulighed for at handle blomster døgnet rundt, fortæller Vibeke, der gerne ville tilbyde lidt ekstra til kunderne.
Men sådan kom det ikke helt til at gå, for hun fik endnu mere travlt i den nye butik, og i løbet af 9 måneder kunne hun næste fordoble beløbet på bundlinjen – og det på trods af færre kvadratmeter, og en butik der lukker kl. 17 - og holder lukket om lørdagen.
Vibeke har dog altid haft en evne til at omstille sig, så der gik ikke lang tid, før hun besluttede at melde sig ud af Interflora, så hun kunne få bedre tid til de kunder, der kommer i butikken og de mange erhvervskunder hun leverer blomster til – og til at planlægge nye aktiviteter.
- Hvis man skal have de lange åbningstider, kræver det også man har en eller to ansatte – og så kan det godt være svært at få økonomien til at hænge sammen med det salg, der er i en blomsterbutik på en helt almindelig onsdag. Med de kortere åbningstider er jeg bare mig selv, og så har jeg en freelance, som jeg kan kalde ind i højsæsonen, og når der er travlt.
- Det er et fysisk hårdt job at stå i en blomsterbutik, selv om man ikke lige skal tro det, forklarer Vibeke. Så for at passe på mig selv, og for at få tid til andre ting ved siden af jobbet, har jeg valgt at gå mod strømmen og skrue ned for åbningstiden – men kunderne er glade, og finder ud af at få handlet alligevel.
For at servicere de kunder der måske ikke kan nå det, har hun nu indrettet en lille ”butik” uden for butikken, som kommer til at have døgnåbent. Her sender du en SMS med den kode, der står på døren, hvorefter døren automatisk låses op. Så kan du i ro og mag vælge, hvad du vil købe, om det skal være en buket, en sammenplantning eller måske vin og chokolade, og til slut betaler du på mobilepay.
Vibeke fra Atrium Blomster er ikke alene om dette koncept, også Fleurie på Haderslevvej reklamerer med døgnåbent.