Har du en grøn mission? I august 2022 åbner Innovationsfonden for et nyt særprogram med navnet Missionsbooster, hvor SMV’er kan søge midler til projekter med en grøn mission.
29. juni 2022
Små- og mellemstore virksomheder – herunder startups – kan fra d. 16. august til 16. december ansøge om midler til projekter, der bidrager til realisering af de politisk udpegede grønne missioner via et nyt særprogram, Missionsbooster.
De fire missioner er:
- Fangst og lagring eller anvendelse af CO2
- Grønne brændstoffer til transport og industri (Power-to-X)
- Klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion
- Cirkulær økonomi med fokus på plastik og tekstiler
Samarbejde med universitet eller GTS-institut
Et Missionsbooster‐projekt skal på en innovativ måde bidrage til at udvikle det innovative fundament for SMV-virksomhedens fremtidige grønne løsninger.
I den forbindelse kan der være brug for at tilføre virksomheden den nyeste viden, og det er derfor et krav, at der bl.a indgås et samarbejde med et dansk universitet eller GTS-institut. Der kan også være behov for yderligere involvering af andre relevante vidensinstitutioner eller private vidensvirksomheder. Det kan også være, at du har brug for at ansætte en ny medarbejder med særlige kompetencer eller ønsker et samarbejde med en relevant klyngeorganisation for at realisere projektet.
Læs mere på Innovationsfondens hjemmeside - eller kontakt os for mere information og hjælp til puljen.