Museum Kolding, Design Network Kolding og Business Kolding inviterer designere, kreative og andre med interesse for design til netværk og inspiration.
Hvordan kan smykker udfordre kroppen, lys ændre vores sansninger og håndværk fortælle historier, der stadig inspirerer? I februar inviterer Design Network Kolding og Museum Kolding dig til Christiansfeld, hvor vi dykker ned i designens mange facetter gennem tre unikke udstillinger.
Kulturarvschef og sitemanager for Unesco site, Steen Rosenvinge Lundbye, vil fortælle om den nye transnationale UNESCO-nominering, samt dykke ned i hvad det er håndværksmæssigt, der gør Christiansfeld så speciel.
Museumsinspektør Minna Kanzler Hemmet har stået for udstillingen Vores smykker og vil dele tankerne bag udstillingen.
Vores smykker
Siden 1978 har Statens Kunstfond købt det bedste og mest eksperimenterende fra danske smykkekunsterne for at skabe en enestående samling.
Samlingen er også noget helt særligt, fordi smykkerne kan lånes og bæres. I udstillingen er over 100 af samlingens smykker præsenteret i temaer, der indbyder gæsten til at dykke ned i, hvad det er smykker kan. På turen igennem udstillingen ser man smykkerne som kunstværker løsrevet fra kroppen og videre til den enhed, der opstår, når smykker vises som de er tiltænkt – på kroppen.
Adventsstjernen – en lysende udstilling
Museum Kolding kaster lys over Brødremenighedens stjerne ’Herrnhuterstjernen’ i særudstillingen om Adventsstjernen.
Traditionen med at have en stjerne i toppen af juletræet er kendt i de fleste danske hjem, men for Brødremenigheden har stjernen en væsentlig større betydning. Stjernen er formet som en morgenstjerne og symboliserer, at natten er forbi og dagen er nær, og at lyset sejrer over mørket.
Kom forbi og få hele historien bag Herrnhuterstjernen og Brødremenighedens særlige traditioner i julen og se de mange stjerner i forskellige størrelser skabe en helt særlig sanselig og lysende oplevelse i den mørke tid.
Christiansfeld – en by bliver til
Brødremenigheden og Museum Kolding har sammen skabt en udstilling, som inviterer dig med på en rejse tilbage til årene omkring 1800 i Christiansfeld – byen som i dag er på Unescos verdensarvsliste.
Se genstande fra Brødremenigheds store samling og bliv klogere på Brødremenigheden, Christiansfeld og de flotte håndværkstraditioner som byen har.
Hvad er Design Network Kolding?
Design Network Kolding er et åbent og gratis netværk for virksomheder og organisationer i Kolding kommune. Alle med design i deres virksomheds-DNA i alle dets afskygninger er velkomne til at være en del af dette fællesskab.
Foto: Herrnhuntstjerner, Christiansfeldcentret
Kaffe og netværk
Introduktion til Museum Kolding og Christiansfeld
Rundvisning i udstillingerne Vores Smykker, Adventsstjernen og Christiansfeld – en by bliver til.
Netværk og tid på egen hånd
Tak for i dag