Tiltrækning af arbejdskraft og kompetencer er et fokusområde for Business Kolding, og især fastholdelse af international arbejdskraft fylder for mange lokale virksomheder. Foreningen Business Kolding har derfor taget initiativ til et internationalt netværk, som skal bidrage til, at de internationale medarbejdere får en stærk tilknytning til lokalområdet.
International arbejdskraft spiller en stadig større rolle for virksomhederne i Kolding kommune. For mange virksomheder er internationale medarbejdere en vigtig del af løsningen på udfordringen med at tiltrække de rette kompetencer.
Udenlandske medarbejdere udgjorde 6,4 procent af beskæftigelsen i Kolding kommune i januar 2016. I januar 2026 var tallet steget til 10,1 procent.
Tallene peger dermed på, at international arbejdskraft allerede er blevet en afgørende del af væksten i Trekantområdet.
Især virksomheder i industrien, handlen og transportsektoren er afhængige af udenlandske medarbejdere. Alene i industrien arbejder omkring 800 internationale medarbejdere, hvor især polske, tyske, rumænske og ukrainske medarbejdere fylder meget.
International arbejdskraft er for mange virksomheder allerede en forudsætning for at kunne udvikle sig og tage nye ordrer ind
Vigtig fastholdelse
Men rekruttering er kun den første del af opgaven – fastholdelse er mindst lige så vigtig.
Forskning og erfaring viser, at internationale medarbejdere har større sandsynlighed for at blive i danske virksomheder, hvis de og evt. familie oplever en stærk tilknytning til lokalsamfundet.
På det seneste stormøde i juni 2026 var Morten Harboe, der er Head of Ecostruxure IT Services i Schneider Electric, på scenen for at tale om netop fastholdelse af internationale medarbejdere i Schneider Electric, der alene i Danmark beskæftiger 1000 medarbejdere.
Selv om vi er en stor koncern, er det utrolig vigtigt, at vi har noget at tilbyde de internationale i Kolding by ud over et attraktivt job. Byen, kulturlivet og foreningslivet er meget afgørende i forhold til både rekruttering og den vigtige fastholdelse
Det handler altså ikke kun om arbejdspladsen, men også om at opbygge et netværk, lære området at kende og føle sig som en del af fællesskabet.
Derfor har Foreningen Business Kolding taget initiativ til Business Kolding Internationals, der er et gratis engelsksproget netværk for internationale medarbejdere, ledere og specialister, der arbejder i virksomheder i Kolding-området.
Netværket kombinerer faglige arrangementer, virksomhedsbesøg og lokale oplevelser med uformelt netværk og socialt samvær. Deltagerne får mulighed for at møde andre internationale, lære Kolding bedre at kende og skabe relationer, der rækker ud over arbejdspladsen.
Har du internationale ansatte eller kolleger, er du meget velkommen til at sende dem informationer om netværket og kommende events:
Kontakt
Majbritt Lykke Sørensen
Erhvervskonsulent