Nyhed

Topmøde hos logistikfirma: Business boss'er fik sagt hej til menneskelig robot og indblik i anlægsprojekter for 700 mio. kroner

Henrik Nordstrøm Holm

af Henrik Nordstrøm Holm

Del denne siden

50 direktører fra nogle af kommunens største virksomheder var mandag til Business Koldings Topmøde hos logistikfirmaet H. Daugaard. Mødet bød på både en humanoide robot, et detaljeret indblik i kommunens anlægsprojekter og fortællingen om, hvordan logistikvirksomheden har vækstet igennem 111 år. Læs mere og se et lille galleri fra topmødet her.

Business Kolding samlede mandag topledere fra nogle af kommunens største virksomheder og arbejdspladser til topmøde hos logistikvirksomheden H. Daugaard på Kolding Havn.

Her fik deltagerne både indblik i den traditionsrige logistikvirksomhed og en status på en række af de store dagsordener, der kommer til at præge erhvervsudviklingen i Kolding Kommune i de kommende år.

Efter en indledende rundvisning og netværk blev topmødet formelt åbnet af Anita Larsen, direktør i IPW Systems A/S og næstformand i Fonden Business Kolding.

Herefter fortalte H. Daugaards administrerende direktør, Michael Frihagen, om virksomhedens strategi og udvikling, der over de sidste 111 år ikke overraskende har taget mange drejninger. Men han fortalte også om, hvad virksomheden har gjort for at både pleje og fastholde en kunde, som har samarbejdet med H. Daugaard i 97 år. CCO Jeppe Groth Lund supplerede med en indsigt i strategiarbejdet i koncernen, og hvordan kommunikation og ledelse har flyttet forretningen i en meget omskiftelig omverden.

Læs mere om, hvordan H. Daugaard har arbejdet med AI:

Nyhed

AI skærer spildtiden og tomkørsel ned med 20 porcent: Sådan har lokal logistikkæmpe gjort

Massiv investeringer

Kommunaldirektør Merete Dissing gav sammen med borgmester Jakob Ville (V) deltagerne et indblik i en række af de investeringer og udviklingsprojekter, der er på vej i Kolding Kommune.

Det nye budgetforlig rummede langsigtede investeringer i blandt andet erhverv, bosætning og byudvikling, og kommunen har prioriteret 700 millioner kroner over en 12-årig periode.

Blandt de erhvervsrettede tiltag er beslutningen at gøre byggesagsbehandling gratis for både erhvervs- og boligbyggeri. Målet var blandt andet at gøre Kolding til en endnu mere attraktiv erhvervs- og bosætningskommune.

Også infrastrukturen fyldte i oplægget. Anden etape af Sydlig Ringvej var på vej, der var afsat 70 millioner kroner til en omfartsvej nord om Nr. Bjert, og trafikanlæg ved blandt andet Højvangen, Vejlevej og Hedevej står foran forbedringer.

Til topmødet hos H Daugaard var der masser af indsigt i både logistikbranchen, kommunens samlede økonomi og kunstig intelligens.
Til topmødet hos H Daugaard var der masser af indsigt i både logistikbranchen, kommunens samlede økonomi og kunstig intelligens.

Samtidig blev ambitionerne for kommunens erhvervsklima gjort tydelige.

Byrådet har sat sig som mål, at Kolding Kommune kan blive nummer ét blandt kommunerne i Syddanmark i IRIS Groups erhvervsmåling senest i 2030. I DI’s erhvervsklimamåling var Kolding i 2026 rykket fra nummer 41 til nummer 33.

En menneskelig robot

Topmødet blev rundet af med et oplæg fra Søren Peter Johansen, faglig leder på Teknologisk Institut, om AI, automatisering og robotteknologi – og om mulighederne for at omsætte den teknologiske udvikling til større produktivitet og konkurrenceevne i virksomhederne. 

Og han havde medbragt det, der måske skal supplere eller nogle steder afløse mennesker, nemlig en humanoide robot, der kunne hilse på topcheferne.

Ikke overraskende trak den meget menneskelige robot medbragt af Teknologisk Institut sig temmelig meget opmærksomhed. Pointen fra Søren Peter Johansen, faglig leder hos Teknologisk Institut, at man skulle udpege nogle stærke ambassadører i virksomheden til at afprøve ny teknologi. herunder robotter.
Ikke overraskende trak den meget menneskelige robot medbragt af Teknologisk Institut sig temmelig meget opmærksomhed. Pointen fra Søren Peter Johansen, faglig leder hos Teknologisk Institut, at man skulle udpege nogle stærke ambassadører i virksomheden til at afprøve ny teknologi.

Se et lille galleri fra Topmødet hos H Daugaard