AI skærer spildtiden og tomkørsel ned med 20 porcent: Sådan har lokal logistikkæmpe gjort
af Henrik Nordstrøm Holm
Del denne siden
Med algoritmer som hjælpere har logistikvirksomheden H. Daugaard reduceret både CO2 og omkostninger for i stedet at frigøre mere tid til kundedialog og bedre service.
Når en lastbil med H. Daugaards blå-hvide logo vender tom hjem til Kolding, koster det både på bundlinjen og klimaet.
Tomkørsel har i mange år været en dyr og besværlig udfordring for logistikvirksomheden. Derfor har H. Daugaard gennem et samarbejde med Alexandra Instituttet under AI Denmark-programmet arbejdet med at bruge kunstig intelligens til at reducere antallet af spildte kilometer.
Målet har fra begyndelsen været at nedbringe tomkørslen med mindst 15 procent. Med mere end 200 lastbiler og 300 trailere kan selv mindre forbedringer give mærkbare gevinster både økonomisk og i forhold til CO2-udledningen.
Samtidig kan AI-løsningen frigive op mod 20 procent af disponenternes arbejdstid. I stedet for manuelt at holde styr på ruter, kunder og kapacitet gennem blandt andet regneark og telefonopkald kan systemet hjælpe med at skabe overblik og foreslå mere effektive løsninger.
Michael Dixi Nielsen, digital manager hos H. Daugaard, peger på, at virksomhedens store lastbiler bruger betydelige mængder brændstof. Derfor er der meget at hente ved at optimere ruterne. Samtidig stod det tidligt klart, at virksomheden trods en stor it-afdeling havde behov for ekstern hjælp til udviklingen.
Fra erfaring til data
En væsentlig del af projektet har handlet om at få styr på virksomhedens data. Tidligere fandtes meget af den nødvendige viden primært hos de erfarne disponenter, men kunstig intelligens kræver, at informationerne bliver systematiseret og gjort ensartede.
Ifølge Michael Dixi Nielsen har virksomheden derfor brugt mange ressourcer på at analysere og rydde op i data. Processen viste samtidig, at kvaliteten af de eksisterende data ikke altid var tilstrækkelig.
Arbejdet med at omsætte medarbejdernes erfaring til brugbare data har været krævende, men nødvendigt for at kunne skalere planlægningen på tværs af virksomhedens afdelinger.
AI som hjælper
Selvom algoritmerne kan foreslå de mest effektive ruter, er formålet ikke at erstatte medarbejderne. AI skal i stedet hjælpe disponenterne med de manuelle opgaver og frigøre tid til blandt andet kundedialog og problemløsning.
Det er fortsat medarbejderen, der træffer den endelige beslutning. Teknologien fungerer som et hjælpeværktøj, der kan give et bedre beslutningsgrundlag og reducere tidsforbruget på rutineprægede opgaver.
Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding
Vi har brugt rigtig mange dage bare på at analysere og rydde op i vores data. Og vi måtte erkende, at nogle af de data, vi havde, ikke altid var optimale
Inspiration til andre
H. Daugaards erfaringer kan også være relevante for andre virksomheder i transportbranchen. Pointen er ifølge Michael Dixi Nielsen, at virksomheder ikke nødvendigvis behøver at udvikle omfattende programmeringsløsninger fra bunden.
Det afgørende er at komme i gang med de data, virksomheden allerede har, og se kunstig intelligens som et værktøj til at reducere spildtid og skabe bedre overblik. Samtidig kræver arbejdet både ressourcer og investeringer.
H. Daugaard håber på en fuld national implementering af løsningen og ser kunstig intelligens som et muligt konkurrenceparameter. Det gælder både i forhold til effektivisering og bæredygtighed og i konkurrencen om kunder, der i stigende grad interesserer sig for transportørernes klimaaftryk.
Virksomheden ser derfor arbejdet med AI som et vigtigt skridt, der både kan optimere driften internt og være med til at styrke H. Daugaards position over for kunderne.