Thomas og Jesper var rørt over prisen som Årets Virksomhed: Snart skyder de nyt koncept i gang
af Henrik Nordstrøm Holm
2. oktober 2026
Del denne siden
Da KokkeKompagniet vandt prisen som Årets Virksomhed 2025 i Kolding, var det kulminationen på 27 års hårdt arbejde for de to grundlæggere, og snart indleder cateringfirmaet en helt ny satsning. Nu kan du være med til at finde den næste vinder.
Loftslyset rammer med høj intensitet det runde bord, og klapsalver lyder fra hele Teatersalen på Comwell i Kolding.
Jesper Larsen og Thomas Hansen kigger på hinanden med to store smil, rejser sig op og krammer.
Klokken har lige rundet 21 om aftenen den 28. januar 2026, og KokkeKompagniet har lige skrevet sig ind i historien om virksomheder, der kan kalde sig Årets Virksomhed i Kolding.
Her, godt ni måneder senere, husker både Jesper og Thomas de følelser, der gik gennem deres kroppe den aften.
"Den klapsalve, vi fik, da vi stod deroppe, den føltes sindssygt lang. Altså på en fed måde. Det var ligesom, da vi var små, og julen kom nærmere, og ingen kunne være i egen krop. Sådan havde vi det vist begge to. Heldigvis endte det i en kæmpe forløsning", siger Thomas Hansen, der er direktør og ejer af KokkeKompagniet.
Hans faste makker og medejer gennem 27 år, Jesper Larsen, nikker og tænker sig lige om en ekstra gang, inden han svarer.
"Jeg var virkelig rørt på aftenen og i lang tid efter. Jeg blev især rørt af tanken om, at vi nu var en af de virksomheder, der ses op til. En af de virksomheder, der får anerkendelse for sit arbejde. Det gør mig stadig meget stolt, for jeg synes, alle medarbejdere hos os har knoklet for det her".
Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding
Kulturen og hverdagen løfter os
Jesper og Thomas er trukket ind på deres kontor, hvor de egentlig helst undgår at komme. For de vil meget hellere stå ude blandt de ansatte i storkøkkenet.
"I alle årene har vi sat en stor ære i at være helt tæt på både storkøkkenet og vores kunder, så vi har det bedste blik for, hvor meget eller hvor lidt, vi kan vækste. For det duer jo ikke, at vi sidder på kontoret og bliver enige om at jagte 400 nye kuverter, hvis ikke vi kan følge med. Det holder hverken for vores ansatte eller de mange kunder, vi gerne vil gøre det bedste for at servere mad for. Det er den kultur, vi er drevet af", forklarer Thomas Hansen.
Kontakt
Henrik Nordstrøm Holm
Kommunikationskonsulent
Jesper Larsen er meget enig og sætter flere ord på, hvad det egentlig er, som bidrager til at fastholde og styrke motivationen hos de to.
"Når vi hører, at gæsterne har haft en god fest, og at maden har været med til at gøre forskellen, så er det en anerkendelse, der gør, at det er fedt at stå op om morgenen og komme herud til vores knalddygtige medarbejdere. Og så har vi jo skabt en voksende forretning. Det er fedt, men for os har det handlet om at få de rette mennesker ombord. Mere end at jagte de vilde væksttal", forklarer Jesper Larsen.
Jeg var virkelig rørt på aftenen og i lang tid efter. Jeg blev især rørt af tanken om, at vi nu var en af de virksomheder, der ses op til. En af de virksomheder, der får anerkendelse for sit arbejde. Det gør mig stadig meget stolt
Et nyt koncept
At de to kokke langt fra er kommet sovende til successen, vidner de seneste mange regnskaber i selskabet om.
KokkeKompagniet har haft markant vækst gennem de seneste fire regnskabsår. Bruttofortjenesten steg fra 27,2 millioner kroner i 2022 til 36,8 millioner kroner i 2025, hvilket svarer til en samlet fremgang på 35 procent og en gennemsnitlig årlig vækst på knap 11 procent.
"Der er blevet løbet stærkt af alle i virksomheden, og vi er meget heldige at have så mange dygtige medarbejdere, der jo er årsagen til, at vi vokser og så samtidig kan kalde os Årets Virksomhed. Men vi har også haft luft til at tænke i at udvide vores forretningsmodel, og vi er snart klar til at gå i luften med det", siger Jesper Larsen.
Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding
Det nye koncept går i al sin enkelhed ud på at overtage driften af etablerede køkkener i virksomheder med mellem 80 og 200 medarbejdere, og fra de eksterne faciliteter tilberede og servere frokost samt dække virksomhedernes behov for mødeforplejning og eventcatering.
"Vi kan godt vokse lidt endnu med den kapacitet, vi har her. Men hvis vi for alvor skal vækste, skal vi have eksterne køkkener", siger Thomas Hansen.
"Der er mange virksomheder, der ser en mulighed i at outsource kantinedriften for at slippe for bekymringer om ferie, sygdom og den daglige drift, og det har vi jo både erfaring med og kapacitet til at håndtere. Og så tror vi helt grundlæggende på, at der er et marked for det, så det glæder vi os til at sætte turbo på i de kommende måneder", slutter Jesper Larsen.
Vi kan godt vokse lidt endnu med den kapacitet, vi har her. Men hvis vi for alvor skal vækste, skal vi have eksterne køkkener
Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding