Tak for sidst i Detailværket – jul, Grand Prix og masser af nye muligheder i Kolding
af Ditte Schulz Nissen
Del denne siden
Tak for en god morgen hos Tobbers den 22. oktober og for endnu et inspirerende møde i Detailværket. Vi havde en god og lang dagsorden med masser af spændende aktiviteter og events, der skal være med til at skabe liv i Kolding hen over julen og ind i foråret 2027.
Der var både julehandel, Kolding Light Festival, Dansk Melodi Grand Prix, MGP og nye muligheder for samarbejde mellem byens butikker, kulturinstitutioner og øvrige aktører på programmet.
På mødet fik vi indblik i de mange initiativer, der er under planlægning, og ikke mindst hvordan vi sammen kan være med til at skabe endnu flere gode kundeoplevelser og gøre Kolding til en attraktiv by at besøge og handle i.
De næste måneder i Kolding bliver spændende
Her kommer en opsamling på dagens vigtigste emner – og nogle muligheder, som vi håber, I har lyst til at være en del af.
Lad os sammen skabe en jul, hvor kunderne får lyst til at besøge byen, blive lidt længere og komme igen.
Jul i Kolding – vi skal skabe en levende juleby sammen
Kolding Egnsteater gav os et spændende indblik i planerne for Jul i Kolding, hvor ambitionen er at skabe en hyggelig og levende juleby med musik, lys, juletræer og oplevelser for både børn og voksne. Med julemusik i gågaderne via højttalere i 15 udvalgte butikker, juletræer og julelys i bymidten – herunder nye lys i de fem store træer i den sydlige del af Søndergade samt julehjerter til butikkerne, som blandt andet kan bruges som til- og fra-kort.
Juleglade kunder kan også opleve musikalske oplevelser
Kolding Garden, Kolding Folkekor og Lauritz Frost
Nissebørn fra Teaterskolen i gågader og butikker fredage og lørdage fra den 21. november.
Desuden kommer der også en række børneaktiviteter, herunder børneloppemarked og mulighed for at møde julemandens rensdyr samt formentlig juleboder på Axeltorv
Juleaktiviteterne samles under Jul i Kolding på Koldingguiden, og der arbejdes med en fælles markedsføringsindsats.
Kolding IF og detailhandlen – nye muligheder for samarbejde
Vi havde også besøg af Kolding IF, som præsenterede en idé om et tættere samarbejde mellem fodboldklubben og byens butikker.
Kolding IF har næsten 500 kommercielle samarbejdspartnere og havde sidste sæson et tilskuergennemsnit på omkring 3.000. Det giver interessante muligheder for fælles synlighed og for at skabe en stærkere forbindelse mellem fodbolden og handelslivet i Kolding.
Idéen er enkel: Vi skal være med til at gøre hinanden stærkere, bl.a. lød forslagene på:
At de butikker, der har lyst til at deltage, kan hænge Kolding IF-flag op på kampdage, synliggøre klubbens kampe med månedsplakater og bakke op om fællesskabet mellem klubben og midtbyen.
Til gengæld vil Kolding IF kunne skabe synlighed for butikkerne gennem LED-reklamer og speakeromtale på kampdage samt opfordre publikum til at bruge bymidten efter kampene.
Kolding bliver Grand Prix By i 2027 – hele byen skal være med!
Februar 2027 bliver noget helt særligt i Kolding, når byen danner ramme om to store musikbegivenheder:
Dansk Melodi Grand Prix – lørdag den 13. februar 2027
MGP – lørdag den 20. februar 2027
Men det er langt fra kun de to store shows, vi kan glæde os til. Der er allerede mange Grand Prix-aktiviteter under planlægning rundt omkring i kommunen, blandt andet koncerter, fællessang, film, kreative arrangementer og oplevelser for både børn og voksne.
For detailhandlen arbejdes der konkret med følgende initiativer:
Uge 5, 6 og 7: Citydressing og fotospots i bymidten.
Uge 6 og 7: Grand Prix-udsmykning i butikkerne koordineret via Detailværket.
12., 13., 18., 19. og 20. februar: Grand Prix- og MGP-musik i bymidten via højttalere i udvalgte butikker.
Januar og februar: En kreativ aktivitet med diskokugler, hvor kunderne kan fremstille og dekorere diskokugler, som efterfølgende udstilles i og omkring butikkerne.
Vi håber, at så mange butikker som muligt vil være med til at skabe Grand Prix-stemning i byen. Det kan være med pyntede vinduer, glimmer, konkurrencer, små events, særlige tilbud eller samarbejder på tværs af butikkerne.
Kolding Light Festival – lys, oplevelser og julehandel
Jesper Milestone gav en orientering om Kolding Light Festival, som afholdes den 3.–5. december 2026. Festivalen giver endnu en god anledning til at skabe aktivitet i byen og kombinere julehandel med kultur og oplevelser. For første gang er lys og fyrværkeri lavet af samme firma, hvilket sammensmelter oplevelsen.
Der er blandt andet planlagt en lysinstallation med fokus på Melodi Grand Prix, MGP og Eurovisions historie. Den 4. december er der desuden planlagt en MGP-koncert med mulighed for meet-and-greet.
Her er en oplagt mulighed for at tænke butikkernes juleudsmykning sammen med festivalens lys og stemning og skabe ekstra synlighed omkring handelslivet.
Sæt kryds i kalenderen – Detailværket 2027
Vi har også planlagt næste års fire møder i Detailværket. Sæt gerne datoerne i kalenderen allerede nu. Alle møder er planlagt fra kl. 07.30 til 09.30.
13. januar – Den Hvide Hest
Hvordan gik julen? Vi samler op og ser frem mod forårets og sommerens aktiviteter.
7. april – EWII House
Status, Majmarked og sommerens aktiviteter.
25. august – Kirkesalen / Slotssøbadet
Efterårets og julens aktiviteter.
27. oktober – 27B
Aktiviteter og årshjul for 2028.
Sammen skaber vi en stærkere handelsby
Detailværket handler om mere end at mødes et par gange om året. Det handler om at dele idéer, inspirere hinanden, skabe nye samarbejder og sammen gøre Kolding til en endnu mere attraktiv by at handle og besøge.
Vi glæder os til endnu et år med gode møder, nye idéer og samarbejder på tværs af handelslivet i Kolding.
De bedste hilsner
Detailværket / Business Kolding