Nyhed

Navigator - retning mod bæredygtig omstilling

Projekt Navigator er et nyt stærkt samarbejde mellem VisitHerning og Destination Trekantområdet der skaber retning mod bæredygtig omstilling.

STYRKET SAMARBEJDE GIVER NYE OG FLERE MULIGHEDER
Erhvervsturisme er en væsentlig forretning for begge destinationer. Et styrket samarbejde og dermed fælles udviklingsaktiviteter gør, at området bliver et stærkt supplement til storbyernes turismeprodukter.

TURISMEVIRKSOMHEDER RUSTES TIL DEN BÆREDYGTIGE OMSTILLING
VisitHerning og Destination Trekantområdet arbejder på en ekstraordinær indsats over for turismeerhvervet og den bæredygtige omstilling, som nogen er i gang med, men som mange i turistbranchen mangler en hjælpende hånd til at komme i gang med. Projektet Navigator – retning mod bæredygtig omstilling – ruster turismevirksomheder i destinationerne til at kunne navigere i fremtidens udfordringer, efterspørgsel, krav og muligheder indenfor bæredygtighed og brug af data, som allerede efterspørges af erhvervet i dag. En vigtig brik i den enkeltes konkurrenceevne.

TO DESTINATIONER MOD ET FÆLLES MÅL
Indsatsen skal resultere i et mødekoncept, en stærk markedsposition og en klar profil og fortælling for styrket erhvervsturisme i de to destinationer. Hertil kommer en koordineret markedsføringsindsats.

Målene er:

  • At de involverede partnere står stærkere ift. salg af møder.

  • Forøgelse af konkurrenceevne og turismeomsætning samt styrkelse af turismeerhvervet.

  • Opfyldelse af turistens efterspørgsel efter bæredygtige løsninger og et løftet serviceniveau.

  • Medarbejdermotivation i turismeerhvervet.

HÅNDHOLDTE ESG-FORLØB
Gennem et tilrettelagt forløb om en fælles bæredygtighedsstrategi vil vi sammen med destinationernes turismevirksomheder og øvrige aktører udvikle en vision og retning. Strategierne underbygges af individuelle håndholdte ESG-forløb for 30 turismevirksomheder. ESG-forløbene er projektets helt centrale aktivitet.

Målet er, at den enkelte turismevirksomhed får taget hul på den bæredygtige omstilling og modnes til efterfølgende at benytte sig af det etablerede erhvervsfremmesystem til yderligere udvikling. Forløbet sætter også fokus på intelligent brug af data, måling og monitorering, så den enkelte virksomhed har et oplyst fundament at arbejde ud fra.

Yderligere vil en tech-løsning til ekstern kommunikation blive introduceret, så gæster i fremtiden let og overskueligt kan finde og udvælge den bæredygtige løsning, som de ønsker at benytte sig af ifm. et besøg (overnatning, restaurant, venue etc.).

Projektet har opstart i januar 2025 og slutter i december 2027.