Nyhed

Nadia måtte sygemeldes som sygeplejerske: Hos værktøjsgigant fandt hun vejen tilbage til jobmarkedet

Henrik Nordstrøm Holm

af Henrik Nordstrøm Holm

Del denne siden

Som uddannet operationssygeplejerske så Nadia Christmas Møller ind i en fremtid, der primært handlede om at redde liv. Men efter få år i jobbet måtte hun sygemeldes. Vejen tilbage til arbejdsmarkedet blev en anden, end hun havde forestillet sig.

Nadia Christmas Møller kigger op fra sine to computerskærme og byder med et stort smil velkommen til Würth Danmark i Kolding. 

Egentlig skulle hun have arbejdet et helt andet sted end i receptionen hos den store værktøjsgigant Würth, for med en uddannelse som sygeplejerske med speciale i operationer på traumeafdelingen på Kolding Sygehus er det noget af en kontrast at sidde bag skærmene og den røde desk ved virksomhedens hovedindgang.

I 2024 blev hun sygemeldt efter en periode med et fysisk og psykisk belastende arbejdsmiljø, krævende vagter og svære oplevelser i arbejdet.

Noget, hun var forberedt på fra uddannelsesbænken, men som i virkeligheden tog langt hårdere på hende. Først meldte kroppen og senere sindet fra. Det hele blev for meget for hende. 

"Jeg havde tit ondt i maven, og mange morgener var det svært at stå og op komme ud af døren. Jeg begyndte at få angstanfald, og når jeg endelig kom på arbejde, begyndte jeg at lave fejl. Så både på det personlige og faglige plan måtte jeg sige stop og sygemelde mig", fortæller Nadia Christmas Møller. 

Nadia Christmas Møller er i dag fastansat og arbejder nu med receptions- og administrative opgaver, blandt andet omkring firmabiler og interne medarbejderaktiviteter hos Würth Danmark. Foto: Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding
Nadia Christmas Møller er i dag fastansat og arbejder nu med receptions- og administrative opgaver, blandt andet omkring firmabiler og interne medarbejderaktiviteter hos Würth Danmark. Foto: Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding

Vigtigt råd fra Jobcenter

Nadia kom i kontakt med Würth Danmark gennem Jobcenteret efter cirka et års sygemelding og behandling.

Inden da havde hun været i praktik hos en anden virksomhed, der ikke lige var et match. Men hos den store koncern på Montagevej i Kolding var hendes motivation en anden. 

Hun var til samtale sidst i august 2025 og begyndte i praktik allerede mandagen efter.

Forløbet startede forsigtigt med tre timer to dage om ugen i receptionen. Rollen var et godt match, fordi opgaverne havde et lavere ansvarspres end hendes tidligere arbejde som operationssygeplejerske, og fordi arbejdstiden var mere stabil. Med støtte fra både Jobcenteret og Würth blev timerne gradvist øget uden tilbagefald.

"Egenlig ville jeg godt have skruet op for min tid her hurtigere, men der var konsulenten fra Jobcentret virkelig god og bad mig om at tage den med ro. Hos Würth var tålmodigheden også stor, og det gjorde helt klart noget godt for mit forløb. Fagpersonerne vidste, at jeg skulle tage opstarten i et langsommere tempo, og det lyttede jeg til", fortæller hun.

Nadia er uddannet sygeplejerske fra 2018 og arbejdede i seks år i faget, heraf de sidste fire år som operationssygeplejerske på en traumaafdeling i Kolding. I 2024 blev hun sygemeldt efter en periode med et fysisk og psykisk belastende arbejdsmiljø, krævende vagter og svære oplevelser i arbejdet. Foto: Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding
Nadia er uddannet sygeplejerske i 2018 og arbejdede i seks år i faget, heraf de sidste fire år som operationssygeplejerske på en traumaafdeling i Kolding. I 2024 blev hun sygemeldt efter en periode med et fysisk og psykisk belastende arbejdsmiljø, krævende vagter og svære oplevelser i arbejdet. Foto: Henrik Nordstrøm Holm, Business Kolding

Flere nye opgaver

I takt med at hun fik flere timer, fik hun også flere og mere komplekse opgaver.

I løbet af foråret i år fik hun blandt andet ansvar for administrativ håndtering af firmabiler, deltog i møder og fik større indflydelse på arbejdsgange og praktiske opgaver i receptionen, herunder fødselsdagskort og jubilæer.

"Der har været masser af spændende ting for mig at bygge på jobbet, både i mit praktikforløb og min efterfølgende fastansættelse. Jeg vil sige, at Würth som arbejdsplads har været meget imødekommende, inkluderende og åben. Og ambitiøs på mine vegne", forklarer Nadia Christmas Møller. 

Et anderledes menneske

I dag er hun virkelig glad for, at virksomheden gennem hele forløbet har vist hende tydelig opbakning og sat nogle realistiske rammer for hende, der både har skubbet hende fremad, men som samtidig har gjort det i et tempo, hun kunne holde til.

Derfor er hun også et helt andet sted menneskeligt, end da sygemeldingen tvang hende væk fra sygeplejerskefaget.

“Jeg elsker at komme på arbejde, jeg elsker at stå op om morgenen, og min kommende mand siger, at jeg er et helt anderledes menneske, fordi jeg har et helt andet overskud.”

Business Kolding er et stort netværk af virksomheder, der har forskellige erfaringer med få mennesker med forskellige skånehensyn i job. Tag fat i os, hvis I har brug for inspiraiton. Læs mere her: