Kim har en årelang designkarriere: Nu skal han gøre Koldings unikke UNESCO-titel mere synlig
af Henrik Nordstrøm Holm
Del denne siden
Kolding er som en af de få byer i Europa udpeget særlig UNESCO-by, og i 2027 skal et større jubilæum vise, hvordan design spiller en stor rolle i alt fra erhvervslivet til det offentlige her i kommunen.
I 2027 er det ti år siden, Kolding blev udpeget som UNESCO City of Design.
Kim Aagaard Holm er blevet ansat i Kolding Kommune og får en central rolle i både planlægningen af jubilæumsåret og arbejdet med at gøre design og designtænkning mere konkret for borgere og virksomheder.
Kolding har et stort potentiale i sin status som UNESCO City of Design. Det potentiale skal stå tydeligere frem, og tiårsjubilæet i 2027 bliver en vigtig anledning til at sætte designbyen Kolding på både den politiske og folkelige dagsorden.
"Fortællingerne om Kolding som UNESCO City of Design skal ud at leve. Kim får en vigtig rolle i planlægningen og udførelsen af jubilæumsåret og i arbejdet med at skabe større synlighed omkring Kolding som designby," siger Mikael Sorknæs, der er stabsleder for Erhverv, Uddannelse og Bosætning i Kolding Kommune.
Designtænkning begynder med, at vi undersøger behovet og udfordringen. Er det problem, vi forsøger at løse, overhovedet det egentlige problem? Det handler om at være nysgerrig, afprøve muligheder og skabe løsninger sammen med andre
Design skal gøres forståeligt
Kim Aagaard Holm er uddannet fra Designskolen Kolding og har en kandidatuddannelse i IT Product Design fra Syddansk Universitet. Han har blandt andet været tilknyttet IBA og SDU og har gennem en årrække arbejdet professionelt og frivilligt med design, bæredygtighed og byudvikling i Kolding.
Han har blandt andet været involveret i Kolding Green Streets, Milepælparken og fællesskabet BærDet, der har samlet bæredygtighedsaktører og virksomheder i kommunen.
"Jeg har i mange år arbejdet aktivt med byen og med projekter, der skal skabe udvikling og medejerskab. Det, jeg tidligere har lavet både professionelt og frivilligt, får jeg nu mulighed for at arbejde med på fuld tid," siger Kim Aagaard Holm.
En af hans vigtigste opgaver bliver at gøre det tydeligt, at design ikke alene handler om et produkts form, farve eller udseende. Design kan også være en systematisk tilgang til at undersøge behov, definere det rigtige problem, udvikle løsninger og afprøve dem sammen med dem, der skal bruge dem.
"Designtænkning begynder med, at vi undersøger behovet og udfordringen. Er det problem, vi forsøger at løse, overhovedet det egentlige problem? Det handler om at være nysgerrig, afprøve muligheder og skabe løsninger sammen med andre," siger han.
En kulturarv med design
Den tilgang er relevant i udviklingen af både velfærd, byrum og virksomheder. Men ifølge Kim Aagaard Holm er det ikke alle virksomheder, der er bevidste om, at de allerede anvender elementer fra designtænkningen.
Derfor skal dialogen ikke kun handle om, hvad virksomhederne bør begynde at gøre. Den skal også tage udgangspunkt i spørgsmålet: Hvad gør I allerede?
"Mange virksomheder undersøger kundernes behov, tester nye løsninger og justerer deres produkter eller arbejdsgange undervejs. Det er også design. Ved at gøre tilgangen mere bevidst og struktureret kan den bruges til at styrke både innovation, samarbejde og rekruttering," siger han.
UNESCO lægger samtidig vægt på partnerskaber mellem virksomheder, uddannelsesinstitutioner, offentlige aktører og civilsamfund. Her ser Kim Aagaard Holm en mulighed for at forbinde flere af de miljøer og initiativer, der allerede findes i Kolding.
Jubilæet skal sætte varige spor
Jubilæumsåret skal være med til at skabe større kendskab til UNESCO-titlen og større stolthed over Koldings designkultur. Borgere og virksomheder skal blandt andet kunne møde design i øjenhøjde og opleve, hvordan det kan bruges i praksis.
Men ambitionen er ikke kun at skabe aktiviteter i 2027. Arbejdet skal også sætte varige spor.
"Vi må ikke slippe indsatsen igen efter jubilæet. Målet er at opbygge en kultur, hvor flere kender til UNESCO, og hvor vi arbejder mere systematisk med at teste og afprøve nye løsninger. Design skal være noget, man kan forstå, genkende og bruge," siger Kim Aagaard Holm.
Blandt de langsigtede succeskriterier er større synlighed, stærkere partnerskaber og øget stolthed over Koldings rolle som designby.
Arbejdet skal samtidig bidrage til en tydeligere grundfortælling om Kolding – en kommune, hvor kreativitet og designtænkning bruges aktivt til at udvikle virksomheder, velfærd og lokalsamfund.