Social ansvarlighed er ikke kun et spørgsmål om værdier. Ifølge serieinvestor og Easyfood-stifter Flemming Paasch er det også en forretningsstrategi, der kan styrke både kultur, rekruttering og bundlinje.
For mange virksomheder bliver ESG ofte forbundet med klimaregnskaber, dokumentation og rapportering. Men hvis man spørger iværksætter, serieinvestor og stifter af Easyfood, Flemming Paasch, er det den sociale dimension, der i stigende grad kommer til at afgøre, hvilke virksomheder der står stærkest i fremtiden.
Når han deltager som oplægsholder på Socialøkonomisk Folkemøde 2026 i Kolding, er budskabet klart: Socialt ansvar handler ikke kun om at gøre det rigtige. Det handler også om at skabe en stærkere forretning.
”Kultur er det vigtigste konkurrenceparameter for virksomheder, og jeg tror på, man får opbygget en stærk kultur ved at have fokus på S'et i ESG – altså det sociale og mennesker. Når man har en kultur, der omfavner ordentlighed, giver det automatisk en bedre forretning”, siger Flemming Paasch.
Man skal tage med til Socialøkonomisk Folkemøde, fordi man får en masse inspiration og møder en masse spændende mennesker, der fortæller, hvordan man kan gøre det her område til en kæmpe styrke og et konkurrenceparameter
Kontakt
Jakob Thoftdahl Westphall
Forretningsudvikler
Plads til alle
Gennem flere årtier har han opbygget virksomheder, investeret i nye forretningsidéer og arbejdet med organisationsudvikling. Erfaringen har overbevist ham om, at virksomheder ikke bør se social ansvarlighed som en ekstra opgave, men som en naturlig del af deres strategi.
Han peger på, at virksomheder med en stærk kultur ofte oplever større loyalitet blandt medarbejderne, lettere rekruttering og stærkere relationer til både kunder og samarbejdspartnere.
”Jeg har altid tænkt, at man skal tage udgangspunkt i den omverden, man lever i, når man bygger sin organisation, sådan at der er plads til alle”, siger han.
Vigtigt folkemøde
Netop manglen på arbejdskraft er et af de temaer, der fylder på årets Socialøkonomiske Folkemøde. Her samles virksomheder, eksperter og organisationer for at dele konkrete erfaringer med, hvordan social bæredygtighed kan omsættes til både rekruttering, trivsel og øget konkurrencekraft.
Programmet spænder fra oplæg om fleksibel arbejdskraft og social inklusion til cases fra virksomheder, der allerede arbejder strategisk med den sociale del af ESG.
For Flemming Paasch hænger kultur, social ansvarlighed og forretning uløseligt sammen. Han oplever, at flere virksomheder er begyndt at se værdien i at skabe arbejdspladser med plads til forskellige mennesker og livssituationer.
”Man skal tage med til Socialøkonomisk Folkemøde, fordi man får en masse inspiration og møder en masse spændende mennesker, der fortæller, hvordan man kan gøre det her område til en kæmpe styrke og et konkurrenceparameter”, fortæller Flemming Paasch.
Socialøkonomisk Folkemøde finder sted den 20. august i Kolding og er målrettet virksomheder, kommuner og organisationer, der ønsker konkrete værktøjer til at omsætte social bæredygtighed til vækst, arbejdskraft og stærkere organisationer.