Få op til 150.000 kr.: Mark har fået stort tilskud til ny maskine
af Henrik Nordstrøm Holm
Del denne siden
En bevilling på 150.000 kroner er på vej i retning af virksomhedsejer Mark Thomsen Pedersen fra Gisa ApS, der står foran en stor investering. Og din virksomhed kan (måske) få del i samme tilskudsordning.
Mark Thomsen Pedersen er glad mand, for hans virksomhed Gisa ApS, der står over for en 1,5 millioner kroner stor investering i en ny diamantslibe-maskine, har fået en stor økonomiske håndsrækning.
Gennem Erhvervshus Sydjylland og Business Kolding har virksomhedsejeren nemlig fået hjælp til at søge tilskud gennem puljen SMV:Grøn, er der et landsdækkende tilskudsprogram finansieret af EU.
Og hjælpen er vigtig for den lokale industrivirksomhed, der holder til på Albuen tæt på Kolding Storcenter.
"Jeg står til et samlet tilskud på 150.000 kroner til vores nye maskine, og det dækker hele udbetalingen på maskinen. Så det er jeg virkelig glad for", siger Mark Thomsen Pedersen.
Gisa foretager værktøjsslibning til både træ- og metalindustrien og kan dermed give nyt liv til eksempelvis savklinger, der ellers normalt skulle kasseres eller transporteres til Italien.
"Med investeringen i den her nye maskine kan vi foretage langt de fleste af de slibninger, som i dag kræver en tur til Italien og hjem igen. Det giver bedst mening at holde de opgaver i Danmark", forklarer Gisa-direktøren.
Løbende puljer
Men kan din virksomhed så også få del i samme tilskudspulje eller lignende? Det korte svar er ja, men at det kræver lidt arbejde.
Er du lokal virksomhed inden for Koldings kommuneskilt er det en god idé at tage fat i Business Kolding og kort beskrive, hvad jeres investering omfatter, og hvordan investeringer i eksempelvis en ny maskine, certificeringer, miljømærkninger eller test af udstyr passer ind i en grøn omstilling.
Hernæst er Erhvervshus Sydjylland næste skridt. Det er nemlig erhvervshusene rundt om i landet, som udbyder tilskudsordningerne.
Mette Skovgaard Stahl er forretningsudvikler hos Erhvervshus Sydjylland og kan hjælpe virksomheder som Gisa ApS med at gøre ansøgningen nemmere.
"Der er dog lidt administrativt arbejde, som især går på dokumentationskrav, og det kan være lidt af mundfuld for nogle virksomheder. Men heldigvis er der hjælp at hente, og der er løbende forskellige puljer at søge. Det overblik kan vi hjælpe med at få", siger Mette Skovgaard Stahl fra Erhvervshus Sydjylland.
Kontakt
Arnthor Gunnarsson
Erhvervskonsulent