428 dimittender er lige nu ledige i Kolding, hvilket er 10 procent flere end på samme tid for et år siden. Kolding Startup Club er målrettet de mange nyuddannede unge, hvor Corona-virussen kom på tværs af karrieredrømmen.
”For mig er det helt vildt vigtigt, at vi gør alt, vi kan, for at hjælpe de unge i arbejde. For det er der brug for. Både for de unge, så de kan bruge de kompetencer, de har. Men også for virksomhederne, der har brug for de unge nyuddannede, der kan skabe omsætning og vækst. Uanset om det er en vidensvirksomhed eller en håndværkervirksomhed. Jeg er enormt glad for, at vi kan indgå i et stærkt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og Business Kolding omkring dette,” siger Poul Erik Jensen (S), formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune.
I Kolding Startup Club får dimittenderne information om opstart, budget og regnskab, og mulighed for at deltage i temamøder om markedsføring, prissætning og salg. Målet er at klæde dem på til at starte for sig selv.