Virksomheder står over for en ny virkelighed. 13 procent af de beskæftigede i Danmark er udenlandske statsborgere, og andelen er steget støt år for år.
Tiltrækningen af udenlandske medarbejdere har været en absolut nødvendighed, hvis man ønskede at holde økonomien i vækst. Ledigheden har ligget lavt i mange år, og særlige kompetencer har det været meget vanskeligt at rekruttere på det danske arbejdsmarked.
Mens indvandringen af flygtninge og migranter har været genstand for megen politisk debat, så har det vist sig, at accepten af flere udenlandske arbejdstagere har været meget bred. Naturligvis har der været fagpolitisk uro, men i det store hele er der en bred forståelse for, at Danmark ikke kan klare sig uden de udenlandske kolleger – og faktisk vinder meget ved at byde dem velkommen.