I løbet af foråret slår Huset Venture dørene op til deres nye Syddanske hovedsæde i Kolding.
Den landsdækkende socialøkonomiske virksomhed flytter til Kolding, og tilføjer endnu et kapitel i den gode fortælling om socialøkonomi i Kolding Kommune.
”Det er en del af vores strategi at tiltrække den type socialøkonomiske virksomheder. At det så ovenikøbet sker kun 1 måned efter, at Social- og sundhedsudvalget har vedtaget en helt ny strategi for området, er så flot” siger Lis Ravn Ebbesen, som er Formand for Social- og Sundhedsudvalget. ”Men det bedste er, at 3 formænd på trods af parti-skel bakker op, fordi vi hver især kan se, at det er svar på 3 samfundsopgaver; jobs til udsatte borgere, mere direkte genbrug og meningsfulde fællesskaber, det er jo hele 3 ting på én gang” slutter Lis Ravn Ebbesen.
Også formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Mette Balsby, glæder sig over, at Huset Venture Kommer til Kolding:
”Huset Venture har på landsplan omkring 200 medarbejdere, hvoraf 90% er i fleksjob, så der er tale om en virksomhed, som har stor erfaring med at arbejde med udsatte målgrupper. I Kolding skal der ansættes borgere i fleksjob, men Huset Venture skal også afklare og lave kurser for omkring 80 borgere, som er langt væk fra arbejdsmarkedet, ” siger Mette Balsby.
Omdrejningspunktet for det hele bliver Huset Ventures Erhvervsafdeling, som skal indsamle og sælge genbrug, blandt andet vinduer, tøj og sko.
”Vi har oplevet en utrolig stor velvilje i Kolding” siger udviklingschef Kjeld Søndergaard fra Huset Venture. ”Inden længe skal vi i gang med at finde forretningspartnere indenfor håndværk, entreprenører, boligselskaber og bygherrer, og også her står Kolding Kommune klar med sit iværksætterteam indenfor socialøkonomi” fortsætter Kjeld Søndergaard, som allerede er godt i gang med at sondere terrænet i Kolding.
Formanden for Teknikudvalget Knud Erik Langhoff, er også begejstret for de nye tilflyttere:
”Her er en virksomhed, der kan være med til at hjælpe os med at øge andelen af affald, der går til direkte genbrug. Der kommer mange byggematerialer, som det er oplagt at genbruge til nye spændende projekter. Der er jo gået mode i at give gamle materialer nyt liv. Samtidig er det samtidig godt for miljøet, og sidst men ikke mindst, så er det langt billigere, at genbruge materialer end det er at forbrænde dem, ” siger Knud-Erik Langhoff.
Det er Arbejdsmarkedsudvalget, Social- og Sundhedsudvalget og Teknikudvalget, som i løbet af marts måned skal tage stilling til forslaget om at etablere Huset Ventures afdeling i Kolding.